Sys Giertz har været ejendomsmægler i London og kundedealer i det tidligere Midas Fondsmæglerselskab, der nu hedder Saxobank. Efter en oplevelse med en coach, hvor Sys Giertz måtte sluge en hel kamel, valgte hun selv at blive businesscoach på fuld tid. I dag efteruddanner hun sig på CCC´s 2-årige coachuddannelse på masterniveau.
"Hvad skal jeg med mit liv? Hvad er et meningsfuldt liv? Allerede som ung spekulerede jeg meget over tilværelsen. Da jeg flyttede til London i 1985 studerede jeg en kort periode filosofi på University of London, men p.g.a. af mangel på penge og et medfødt talent for salg endte jeg med at sælge boliger i London i stedet for", fortæller Sys Giertz. Siden blev hun kundedealer i det der i dag hedder Saxobank og derefter kom hun i mediebranchen, hvor hun bl.a. arbejdede for TvDanmark.
I dag arbejder hun fuld tid som businesscoach og er indehaver af firmaet Systemisk Coaching ApS, hvor hun coacher ledere i private og offentlige virksomheder. Hun har et ry som en, der er god til at lave effektive handlingsplaner og ikke er bange for at udfordre de ledere, hun coacher.
Oplevelsen med kamelen
Vendepunktet for Sys Giertz kom efter 12 år i mediebranchen. "Jeg havde været ansat i et nyt firma inden for mediebranchen i over et år, da jeg blev fyret. I princippet kunne jeg ikke forstå det. "Jeg haltede lidt efter med min omsætning, men havde et godt kundegrundlag og var meget glad for jobbet. Jeg synes det var urimeligt", fortæller Sys.
I sin frustration opsøgte hun en coach, som stillede hende et spørgsmål, som ændrede hendes syn på sig selv, og som hun mener, er en af grundene til, at hun valgte at blive businesscoach.
"Hun spurgte, hvilken andel jeg selv havde i den fyring. Det kom bag på mig, da jeg umiddelbart ikke havde tænkt over det, og det fik mig til at reflektere. Pludselig gik det op for mig, at jeg også havde en andel i det. Jeg indså pludselig, at jeg aldrig har været den store holdspiller, men at jeg altid har elsket at udfordre mig selv og gå mine egne veje. Men det var en kamel, der skulle sluges."
Gik til tidligere chef og sagde "tak!"
Erkendelsen fra coachingsamtalen gjorde, at Sys Giertz valgte at gå til den chef som havde fyret hende. Hun sagde til ham, at hun godt kunne forstå hans valg og at hun respekterede og takkede ham for det, fordi det havde åbnet nogle helt nye døre for hende.
"Det havde han meget respekt for og kort efter begyndte jeg på en NLP- og businesscoach uddannelse, der gik over et halvt år. Det var rigtigt godt. NLP værktøjerne er virkelig effektive. De er specielt gode, hvis du skal ændre en ufordelagtig adfærd hos et menneske. Jeg havde eksempelvis en leder, der led af højdeskræk, som vi fik kureret, men også til de daglige arbejdsmæssige udfordringer er det relevant. Du kan opstille mål og hjælpe din fokusperson med at nå dem", fortæller hun.
Brug for langsigtede resultater
Skønt coachkarrieren rullede derudad valgte Sys Giertz alligevel at starte på CCC´s 2-årige coach- og lederuddannelse i sommers. "Jeg havde brug for mere viden og nogle andre tilgange til coaching, fordi jeg har oplevet at den meget resultat orienterede coaching, jeg har praktiseret ofte ikke holder i længden. At de samme personer er kommet tilbage med de samme arbejdsmæssige og personlige udfordringer igen og igen", fortæller hun. Og nævner at hun i de situationer har savnet værktøjer og mere viden, for at gribe det an på en ny måde.
Filosofisk coaching er en øjenåbner
CCC´s uddannelse forsøger at kombinere det bedste fra de forskellige coachtilgange f.eks. systemisk, kognitiv, NLP og filosofisk coaching. Blandt andet har viden om den filosofiske tilgang til coaching været en meget positiv oplevelse for Sys Giertz. "Det at lære at coache på fokuspersonens værdier på en kvalificeret måde har gjort, at jeg har fået en ny dimension på min coaching. Uddannelsen gør, at jeg i dag går meget dybere ind i samtalerne, og det synes lederne rigtigt godt om", siger hun.
Uddannelsen vægter den personlige dannelse højt, og hun mener også, at den store teoretiske indsigt i coaching er med til at udvikle hende selv som menneske.
"De samtaler jeg har med andre om værdier og mere grundlæggende ting i tilværelsen påvirker også mine egne værdier. At undersøge værdier sammen med et andet menneske er også med til at danne mig som menneske."
Skræddersy sin coaching
At have flere tilgange til coaching er en fordel mener Sys Giertz. "Umiddelbart er det rart at have en metode, man har styr på, fordi du kan føle dig sikker. Til gengæld kan den låse dig fast i din måde at coache på, og der er det rart at have en stor viden og indsigt i coachingfaget som sådan. Det gør dig mere fleksibel og betyder, at du bedre kan rumme det menneske der sidder over for dig, men også at du bedre kan skræddersy din coaching til din samtalepartner", slutter hun.

