Et bedre klima, flere kvindelige ledere. Virksomhedens sociale ansvar er oppe i tiden bl.a. fordi det tiltrækker medarbejdere og kunder. PhD og ekspert i virksomhedens sociale ansvar Pia Justesen og Jens Larsen fra CCC fortæller i interviewet om, hvordan filosofisk coaching kan styrke implementeringen af CSR.
CSR - Corporate Social Responsibility er oppe i tiden. Store virksomheder som bl.a. Novo er førende. I korthed kan CSR forstås som de tiltag en virksomhed foretager for at varetage sociale, etiske og samfundsmæssige interesser udover rene lovgivningsmæssige forpligtelser. Det kan f.eks. være at styrke udviklingen af kvinder i ledelsen, ansætte flere medarbejdere af anden etnisk baggrund end dansk, at medarbejderne får betalt nogle timer om året, hvor de kan lave socialt arbejde. Det kan også være en virksomheds arbejde for et bedre klima eller en virksomheds indsats i forhold til leverandørers overholdelse af de internationale menneskerettigheder.
CSR tiltrækker medarbejdere
"Flere og flere virksomheder indser det nødvendige og værdifulde i at agere socialt og etisk forsvarligt, fordi det blandt andet er med til at styrke deres brand og dermed tiltrække medarbejdere og kunder", siger Pia Justesen fra JustAdvice.
Pia Justesen har en PhD i diskrimination fra Københavns Universitet. Derudover har hun forsket i emnet på University of Yale, arbejdet for Center for Menneskerettigheder og i 3 år siddet i Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling. Desuden har hun som advokat i Advokatfirmaet Bech-Bruun ydet rådgivning til arbejdsgivere om medarbejderforhold.
Flere kvindelige ledere
Hun oplever, at det for stadigt flere virksomheder i dag er et mål at være gennemsyret af grundlæggende CSR-værdier og at have en overordnet og gennemarbejdet CSR strategi og politik i forhold til alle interessenter.
"Et konkret eksempel er, at mange virksomheder i dag ønsker at få flere kvinder i ledelsesgruppen. For at nå en sådan målsætning på en konkret virksomhed, er det oplagt at iværksætte konkrete CSR-aktiviteter. Som et første trin i en række af forskellige CSR-initiativer er det her hensigtsmæssigt at foretage en undersøgelse af oplevede barrierer gennem forskellige typer af interviews", siger hun.
Implementering via filosofisk coaching
Det normale er at implementeringer af CSR-målsætninger sker via initivativer og rådgivning, fordi der meget let kan opstå nogle juridske problemer i forbindelse med eksempelvis forskelsbehandling.
Jens Larsen, som er partner i Copenhagen Coaching Center, mener at implementeringen kan styrkes igennem filosofisk coaching. "Alle taler om værdier i dag, men det er også vigtigt, at ledelsen og medarbejderne tager det på sig, at de får det ind under huden og virkelig erkender, at det er et vigtigt område at arbejde med", siger han.
Han mener, at den filosofiske coachingform, protreptik, der betyder "at vende den enkelte og fællesskabet mod det væsentlige", er oplagt at bruge i forbindelse med at implementere virksomheden sociale ansvar. Det var oprindeligt Aristoteles som skabte den, men siden har professor Ole Fogh Kirkeby udviklet og nuanceret den. "I Aristoteles´ dialoger med datidens ledere, som eksempelvis Alexander den Store, var målet også at få dem til at tage en social ansvarlighed på sig, så de ikke kun tog hensyn til sig selv, men forstod det vigtige af at have øje for fællesskabet," siger han.
Værdier er kinesiske æsker
I modsætning til det traditionelle arbejde med værdier i virksomheden bliver deltagerne i den filosofiske coaching udfordret på et langt højere refleksivt plan af en coach, der behersker den form for dialog. "Umiddelbart ved vi alle hvad social ansvarlighed er. Det er et ord, vi hører tit og kan være enige om, men det kan være værd at undersøge mere specifikt. Gør man det, oplever man, at der knytter sig en række andre værdier til den. Værdier kan foldes ud og det vil ofte være en aha-oplevelse for dem, der deltager i en sådan samtale", fortæller Jens Larsen.
I sidste ende mener han, at sådanne samtaler kan gøre medarbejdere og ledere endnu bedre i stand til at leve værdier ud, fordi samtalen om værdien genererer et overskud af mening og en større følelse af ejerskab.
Medarbejdere og den sociale ansvarlighed
Et af områderne på den store CSR-palet handler om medarbejdere. Arbejdet med CSR kan således fokusere på ledelsens forhold til medarbejderne. Socialt ansvarlig personaleledelse bygger på internationale menneskerettigheder, der gælder for alle personer overalt i verden.
"Der er tale om medarbejderes helt grundlæggede ret til at blive behandlet på lige fod med andre og ikke blive diskrimineret, ret til rimelige arbejdsvilkår og ligeløn, organisationsret, ret til information og medbestemmelse mv. Og der er tale om rettigheder, som gælder for medarbejdere overalt: i multinationale virksomheder, i store som små danske virksomheder, i offentlige virksomheder og institutioner, i private organisationer osv.", siger Pia Justesen.
Meningsfuldt for lederen og forebygger mobning
Pia Justesen mener, at det føles rigtigt for lederen at styrke disse grundlæggende rettigheder, fordi rettighederne er konkrete udtryk for nogle vigtige og "eviggyldige" værdier. "I tidens globaliserede samfund giver det god mening at styrke de grundlæggende rettigheder, som gælder overalt og for alle. Som leder er det derfor ikke svært at arbejde aktivt for virkeliggørelse af disse rettigheder, da de er udtryk for en bæredygtighed", siger hun.
I forbindelse med diskrimination og ligestilling mener Jens Larsen, at det er oplagt sammen med ledelsen og eventuelt medarbejderne at få en dialog om, hvad der ligger i værdien lighed. "På samme måde som socialt ansvar tager vi lighed for givet. Men vælger vi at reflektere grundigt over det vil den værdi også folde sig ud, og vi vil få en forståelse for, hvorfor det er vigtigt, men også hvilke faldgruber og forhindringer, der er i at sætte fokus på lighed," siger Jens Larsen. Som en sidegevinst mener han også, at det kan være en god måde at komme mobning til livs på. "Reflekterer man over nogle centrale etiske værdier vil det også påvirke omgangstonen i organisationen."
Den socialt ansvarlige leder
Historisk har mange ledere været socialt ansvarlige uden at bruge begrebet CSR og uden at sætte det ind i en overordnet CSR-strategi. "I mange virksomheder har der været en særlig plads til "landsbytossen". I mange virksomheder har ledere taget særlige hensyn til syge medarbejdere eller til medarbejdere med alvorligt syge pårørende. I mange virksomheder har ledelsen samarbejdet med lokale kræfter for at kunne nå ud til andre end de traditionelle grupper af potentielle medarbejdere", siger Pia Justesen.
"Langt hen af vejen er socialt ansvarlig personaleledelse derfor "blot" udtryk for rigtig god personaleledelse", siger hun og fortsætter: "Det nye er den åbenbare og erkendte værdi, som CSR skaber for både virksomheden, lederen og medarbejderen".

