Nyt hold starter den 22. august 2012 Nytænk dig selv! Nytænk fremtiden! - kombiner det bedste fra coaching med praktisk filosofi og iPad´ens kreative potentialer
"Uddannelsen har givet mig et kæmpespring i min karriere," siger Jakob Aaagard, Personaleudviklingschef i IKEA DK
Målgruppe: Ledere, konsulenter og coaches
Varighed: 4 moduler fordelt på 2 år
Det bedste fra coaching, praktisk filosofi og iPad som logbog
Coaching, der forandrer dig selv og verden, handler ikke om at stille de rigtige spørgsmål. Jo, det gør det også, men ny forskning viser, at det i endnu højere grad handler om at være der for teamet, lederen eller hvem du coacher. Vores 2-årige coachinguddannelse kombinerer personlig dannelse med det bedste fra coachingens psykologier (narrativ, kognitiv, psykodynamisk og systemisk), den protreptiske samtale og filosofer som fx Søren Kirkegaard, Gilles Deleuze og Aristoteles. Du får en iPad som logbog, når du starter på uddannelsen, så du kan filme dine coachinger, skrive refleksioner, hente coachrelateret forskning og film ned og meget andet. Målet er, at du skaber dit eget personlige puslespil under uddannelsen.
Fra basis til master coaching
Du kommer på en rejse, hvor du bevæger dig fra at beherske grundlæggende værktøjer til at praktisere en avanceret form for coaching, der kan udfordre såvel enkeltpersoner som organisationers topledelse og komplekse problemstillinger i en global verden.
Det siger IKEA´s personale udviklingschef Jakob Aagaard, der har taget den tidligere version af vores uddannelse
"Uddannelsen er en fantastisk oplevelse. Den har givet mig et kæmpespring i min karriere og hjulpet mig med at finde mine talenter og udvikle dem. Uddannelsens styrke er, at coaching bliver en naturlig del af din person, fordi du arbejder meget intensivt og praktisk med de bedste coachingværktøjer igennem 2 år. Jeg kan bruge den som leder, sparringspartner og menneske. Derudover har CCC været et fristed for mig, hvor jeg har kunne hellige mig de ting, jeg virkelig brænder for.
Vejen til den nye coaching
En rejse ind i dialogen og coachingens univers
Uddannelsen er opdelt i 4 moduler, som tager dig længere og længere ind i coaching og dialoglandskabet, så du opnår at beherske dialog professionelt og udviklingsorienteret.
At finde din stil og coache individer, ledere og teams
Uddannelsens mål er at støtte dig i din professionelle og personlige udvikling, så du kan finde din egen stil som coach og skabe nye erkendelser sammen med mennesker og teams, der i den sidste ende kan skabe bedre livskvalitet for den enkelte samt mere dynamiske og innovative organisationer. Idéen er den, at du bliver bedre til at udvikle organisationer, hvis du evner at udvikle dig selv.
Uddannelsen skaber netværk
Holdstørrelserne er på max. 18 studerende, da det giver de bedste muligheder for, at deltagerne kan danne netværk og, at underviserne kan inddrage deltagernes mange erfaringer i en undervisning baseret på dialog, praktisk træning og kontinuerlig refleksion. Vi lægger vægt på dialektikken mellem de studerendes erfaringer og undervisernes teoretiske ballast således, at vi kan skabe grobund for at udvikle analytisk kapacitet, overblik over coachingfeltets bredde og udvikling af egen coachingstil og -praksis.
Forløse virksomheders potentiale
Videndeling og evnen til at forløse en virksomheds potentiale hos de ansatte er nøgleord i de udfordringer vores samfund undergår i disse år. I alle sektorer af samfundet er virksomhedens relationer - internt i virksomheden såvel som udadtil - af vital karakter. Viden om, hvordan man udvikler og leder virksomhedens relationer kan gøre en verden til forskel. Den indsigt coachinguddannelsen giver, vil være et omdrejningspunkt for ledere og andre personalegrupper i skabelsen af udvikling og forandringspotentiale.
- derfor arbejder vi målrettet for at skabe et tværvidenskabeligt perspektiv på coaching, ledelse og udvikling - et fagligt fundament via psykologiske og filosofiske retninger samt relevant samfundsviden indenfor videnskabelige og humanistiske discipliner - et praksisnært perspektiv gennem træning af coaching, dialog mellem medstuderende i coaching partnerskaber samt individuel supervision - evnen til at arbejde fagligt og professionelt under den udvikling og omstilling, som foregår i samfundet - et blik for dynamiske og strategiske sammenhænge mellem individets udviklingsmuligheder og organisationers krav om resultater - en opkvalificering af personlige udviklingsmål og lederegenskaber.
De bedste undervisere
Undervisningen på uddannelsen varetages af de førende forskere og praktikere på coachingfeltet. - Disse besidder enten praktisk indsigt i uddannelsens kerneområder, eller har en særlig forskningsbaseret indsigt deri. Copenhagen Coaching Center har som mål at være en naturlig præference for de bedste undervisere, som samtidig ønsker at give deltagerne et kompetent modspil. Da vi lægger vægt på høj kvalitet i uddannelsen har de kursusansvarlige derfor som opgave at sammensætte studieforløb, hvori de bedste kapaciteter på området inddrages som undervisere.
I undervisningen lægger vi stor vægt på forening af det praksisnære med det teoretiske. Der er derfor i undervisningen en kontinuerlig dialog mellem undervisere og studerende om de refleksioner, de studerende gør sig om deres praksis. Dialogen kvalificeres dernæst af det faglige møde mellem deltagernes erfaringer og den forskning, undervisningen repræsenterer.
Løbende evaluering af CCC's Advisory Board
Uddannelsen bliver løbende evalueret af medlemmer af vores Advisory Board, der består af ledere fra erhvervslivet, undervisere fra højere læreranstalter samt personer, der beskæftiger sig med coaching.
Advisory Boardet består af følgende personer:
Ole Fogh Kirkeby, Professor, Dr.phil. Professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København.
Pia Bramming, Ph.d. Adjunkt på Institut for Organisation og Arbejdssociologi ved Handelshøjskolen i København.
Reinhard Stelter, Professor i Coachingpsykologi, Ph.d. Professor ved Coaching Psychology Unit, Institut for Idræt ved Københavns Universitet.
Nikolaj Lunøe, cand.psyk. Autoriseret af Psykolognævnet og specialist i psykoterapi.
Gitte Mandrup, Executive MBAS. Selvstændig konsulent, tidligere HR-direktør i TV2 og personalechef på Det Kongelige Teater og Vice President i Novo Nordisk A/S.
Ida Sofie Jensen, cand.scient.pol. Adm. Direktør i Lægemiddelindustriforeningen, tidligere sygehusdirektør for Amtssygehuset i Herlev.
Uddannelsen afspejler den nyeste forskning
Uddannelsen skal i sit indhold altid modsvare den udvikling, der sker på coachingfeltet. Derfor er uddannelsens indhold til konstant diskussion. Færdiguddannede coaches skal kunne håndtere en flerhed af coachingsituationer og mestre registret af samtalesituationer
og redskaber, der naturligt indgår i en virksomheds udviklingstænkning. Alle uddannelsesforløb evalueres løbende for at sikre et højt kvalitetsniveau både med hensyn til uddannelsens faglige relevans og niveau, samt med hensyn til undervisning og vejledning. Efter hvert kursus registreres deltagernes vurdering af indhold og form. På grundlag af disse evalueringer justeres det faglige indhold, ligesom balancen mellem forelæsninger, øvelser og praksistræning optimeres.
Supervision og træningsaftener
Sideløbende med undervisningen i dagtimerne afholdes der træningsaftener, hvor deltagerne modtager individuel supervision af individuel eller teamcoaching. Det er obligatorisk at deltage på 2 træningsaftener i løbet af et semester for at kunne gå op til eksamen på det enkelte modul. Desuden forudsættes det, at den enkelte studerende ind imellem kursusdagene afholder coachingsessions og derigennem trænes yderligere i at koble teori med praksis. Dato for træningsaftenerne finder du her
Semesteroversigt
Modul 1 - Basis coaching; Coachingens psykologier 1:
Her vil du få en indføring i coaching som begreb, dets historie samt teoretiske ophav. Fokus er derudover på de forskellige psykologiers relevans og anvendelighed i såvel individuel som teamcoaching. Du vil komme til at arbejde med såvel den systemiske, socialkonstruktionistiske og narrative tilgang, som den kognitive og psykodynamiske tilgang til coaching. Du vil opnå forståelse for handlingsmønstre, opfattefunktioner og omverdenstilgange bag menneskers adfærd og trænes i de interventionsformer og spørgeteknikker, der ligger til grund for coaching.
Gør op med dårlige vaner og skab velfungerende teams
Via den kognitive tilgang vil du bl.a. arbejde med metoder, som kan undersøge og udfordre overbevisninger og negative automatiske tanker, der ofte begrænser handlingsrummet for den enkelte. Med den psykodynamiske tilgang til coaching vil du bl.a. komme til at træne modet til at spørge ind til eventuelle konflikter hos den enkelte, samt opøve din opmærksomhed på forsvarsmekanismers mange ansigter og disses betydning for den enkelte og gruppers dynamik. Derudover vil der være fokus på evnen til at opbygge og vedligeholde relationen mellem coach og fokusperson.
Skab udvikling igennem fortællinger og relationer
Med den systemisk, anerkendende tilgang vil du komme til at arbejde med teknikker, der har fokus på relationelle sammenhænge og mønstre. Og via den narrative tilgang vil du bla. under overskriften "Selvfortællingen" blive klædt på til at iscenesætte dig selv med dine nye coachingkompetencer, samt tilbyde dette redskab til dine fokuspersoner. Innovation er i dag på dagsordenen i mange offentlige og private virksomheder. Og du vil komme til at beskæftige dig med, hvordan coaching kan understøtte en innovativ kultur og innovative satsninger i de enkelte afdelinger.
Det faglige og personlige udviklingsspor
Coaching vil dernæst blive placeret i forhold til andre kommunikationsmåder - vejledning, instruktion, rådgivning, supervision - og kursisterne opnår bevidsthed om og kompetence i at navigere imellem de forskellige kommunikationsmåder.
Undervisningen er tilrettelagt således, at der opbygges to læringsspor - et fagligt og et personligt. Undervisningen vil indeholde såvel faglige, teoretiske elementer som øvelser med feedback. De studerende vil udarbejde person¬lige og faglige udviklingsmål, der også arbejdes med i hjemorganisationen ind imellem kursusdagene.
Modulet afsluttes med en mundtlig eksamen baseret på en synopsis.
Modul 2 - Intermediate; Coachingens psykologier 2:
På modul 2 bevæger du dig længere ind i psykologiernes anvendelse i coaching for såvel enkeltpersoner som teams. De studerende trænes i de spørgeteknikker, der især er relevante for de forskellige psykologiske tilgange til coaching, som de blev introduceret for på modul 1.
Coachingens forhold til og muligheder i en læringsteoretisk sammenhæng uddybes og trænes for at skærpe kursisternes bevidsthed om fokuspersoners udfordringer i at betræde "nyt land". Med udgangspunkt i en teoretiske gennemgang af disse emner opøver og udvikler kursisterne deres egen coachingpraksis. De får klarhed over egne virkemåder, styrker og udfordringer i rollen som coach, leder og/eller kollega og de opnår en bevidsthed om at arbejde med drivkræfter og barrierer gennem træning, feedback og personlig refleksion.
Desuden arbejdes der med mulige implementeringstiltag af værktøjer fra de forskellige coachingperspektiver i organisationers daglige virke.
Til de enkelte psykologier og træning af coachingkompetencer relateres der specifikt til områder og emner såsom Mindfulness, positiv psykologi, stress, kroppen og læring, emotionel intelligens og magt og etik.
Skab ro, positiv styrke og modvirk stress
Mindfulness drejer sig om nærvær, som er nødvendigt i coaching både i forhold til dig selv og fokuspersonen bla. med henblik på relationsopbygningen. Der arbejdes med træning af nærvær i praksis, og introduceres teorier bag mindfulness og effektive teknikker til at skabe indre ro.
Positiv psykologi er endnu et område du vil komme til at arbejde med - hvilket handler om at udvikle det, der gør os stærke, fx træne optimisme, positivitet og konstruktive mentale vaner; alt dette på et dokumenteret grundlag.
Derudover vil der blive sat fokus på stress, ved at se på, hvad du skal være specielt opmærksomhed på, for hhv. at opdage og håndtere det, hvis din fokusperson har stress. Der introduceres værktøjer og metoder i forhold til at coache stressramte, og der diskuteres grænser i forhold til intervention som coach.
Læring og kroppen samt intelligens og etik
Læring for din fokusperson vil her blive perspektiveret fra indtil flere vinkler; bla. den kropslige læring. Ydermere vil intelligens begrebet blive eksemplificeret ved bla. emotionel intelligens, som vil blive diskuteret og trænet. Og derudover vil emnet magt og etik blive sat i perspektiv via bla. coachens Code of Ethics.
Samtlige emner der behandles på dette modul sættes i dets teoretiske relief og modulet afsluttes med en mundtlig eksamen, som dels omfatter en praksisdel i form af en live coachingsamtale, samt en teoridel der består i besvarelse af et spørgsmål indenfor et teoretisk emneområde.
Modul 3 - Advanced coaching; Coaching for viderekomne 1:
Vend andre mod det væsentlige - Protreptik, også kaldet værdicoaching.
Dette modul bringer nybearbejdede tanker og traditioner, kaldet protreptik, ind i coaching, som en anvendelig og spændende tilgang og nyskabelse til samtalens kunst.
Flere tusind år gamle traditioner er blevet nytænkt og sat i moderne lys.
Protreptik handler om at vende mennesket mod det inderste, det essentielle, hvor det, der er væsentligt for liv og arbejde smelter sammen til gavn for den enkelte person og for fællesskabet.
Det handler om samtale om værdier på et alment menneskeligt og eksistentielt plan, hvor man ved at anvende nogle få greb kan gøre samtalen stærkt personlig, værdifuld og dyb uden samtidig at udlevere det enkelte individ. Værktøjet er derfor særdeles anvendeligt til såvel individuel coaching som teamcoaching.
Alt er bundet op på værdier
En grundtanke indenfor protreptikken er den, at alt vi gør, siger og synes, er bundet op på vores værdier. Protreptik giver dig evnen, modet og nærværet til at komme tæt på værdierne og kunne tale om dem på et nyt niveau, og er samtidig et værdifuldt supplement til den rendyrkede coaching.
Både erfarne og mere uerfarne coaches får nye perspektiver og værktøjer samt opøver evner til brug i deres coaching praksis til at udfordre såvel sig selv som sine samtalepartnere/fokuspersoner med.
Protreptikken som overbygning
Protreptikken har en central placering på vores modul 3 som en overbygning på de på modul 1 og 2 tilegnede psykologisk inspirerede coaching teknikker. Protreptik kan benyttes af alle, men særligt ledere, øvede coaches og HR-medarbejdere har meget gavn af denne tilgang til samtaler om værdier.
Modulet varetages bl.a. af professor Ole Fogh Kirkeby, CBS.
Der afsluttes med en mundtlig eksamen inkl. en live coaching, hvor protreptikkens praksis prøves og udforskes samt sættes i relief til de psykologiske coachingpraktikker.
Modul 4 - Master coaching; Coaching for viderekomne 2:
Brug erhvervsfilosofien, som udvikler - og bliv Master Coach.
På dette modul inviteres du ind i en række helt centrale emner indenfor coaching, nemlig mod, nærvær, ansvar og tillid, som alle behandles indenfor forskellige filosofiske arbejdsrammer.
Er du rimeligt velfunderet i de psykologiske retninger og metoder i coachingpraktikken, og har brug for nogle nye inspirationer til og perspektiver på dit fag; interesserer du dig for filosofi og er nysgerrig på, hvad det kan bibringe coachingpraktikken, så er dette modul lige præcis det, der løfter dig videre indenfor din coachingkompetence.
Modulet er bygget op som en kombination mellem filosofiske input og øvelser, som vil rykke ved både din opfattelse af coaching og filosofi, samt berige dig som menneske på det personlige plan og i forhold til dit professionelle virke.
Dit mod og nærvær kommer på en prøve
På dette modul får du også indblik i hvilke menneskesyn og verdensbilleder, der gælder i forhold til de forskellige filosofiske metoder, samt hvordan dette indvirker på coachingpraktikken.
Endvidere arbejdes der med at udvide dit repertoire hvad angår at levere passende forstyrrelser i den coachende dialog, dvs. at dit mod og nærvær kommer på en prøve. Derudover sigter dette modul på, at du som coach på filosofisk vis bringer begreber som ansvar ind i din coaching praksis med henblik på at fokusere på fokuspersonens evne til selv at tage ansvar og operere indenfor et coachende rum, der hele tiden tilstræber maksimal tillid i relationen.
Endelig giver dette modul dig mulighed for helt grundlæggende at blive fortrolig med at coache på et filosofisk grundlag, og derved erfare hvad dette grundlag gør ved dig som coach, og hvad det skaber af potentiale i fokuspersonens liv. Du vil således stifte bekendtskab med intet mindre end 14 filosofiske perspektiver på din funktion som coach.
Modulet afsluttes med en masterafhandling og forsvar deraf.
Uddannelsens gennemførelse
Uddannelsen er normeret til 1 studenterårsværk. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i ét år. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS). Læsemængden til hver kursusgang svarer til ca. 100 sider. Undervisningen finder sted på 40 undervisningsdage, fordelt på 4 moduler. Hvert modul afsluttes med en eksamen. 4. og sidste modul omfatter endvidere en masterafhandling.
Optagelseskriterier
Adgang til uddannelsen er betinget af, at ansøgeren har bestået en videregående uddannelse (bachelor el. lignende), har mindst 3 års relevant erhvervserfaring og har sproglige færdigheder i engelsk, der gør det muligt at tilegne sig engelsksproget pensum. Deltagerne skal være beskæftigede med coaching i dagligdagen således, at teoridelen kan anvendes i praksis under uddannelsesforløbet. Der kan gives adgang til uddannelsen for ansøgere, der ikke opfylder ovennævnte betingelser under betingelse af, at ansøgerne skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.
Uddannelsesfinansiering
Prisen for uddannelsen er 132.000 kr. ekskl. moms. Betalingen dækker: Undervisning, undervisningsmaterialer og forplejning på de enkelte kursusdage. Beløbet opkræves forud for semesterstart over 4 gange: 33.000 kr. ekskl. moms for hvert modul.
Sted
Undervisningen foregår i Copenhagen Coaching Center, Kompagnistræde 22, 1. sal 1208 København K.
Tilmelding
Skriftlig tilmelding indeholdende beskrivelse af motivation for at tage uddannelsen samt CV sendes pr mail til info@copenhagencoaching.dk derudover udfyldes dette tilmeldingslink.
Datoer for modul 1 - opstart august 2012
Datoer for modul 2 - opstart august 2012
Datoer for modul 3 - næste hold starter op i januar 2013

