logo
Copyright Qode Interactive 2016
 

Filosofisk tænkning og strategiudvikling

Filosofisk tænkning og strategiudvikling

Den rudimentære tænkning

En strategi – hvad end strategien måtte berøre – skal altid rumme noget ubetinget, så den kan lede én. En strategi involverer livet i sin helhed.

Markedsmekanismen er som udgangspunkt en tom abstrakt relation mellem udbud og efterspørgsel. Virksomheder og organisationer står på den ene side mens forbrugere og borgere står på den anden side. De kigger på hinanden.

Blikket danner i første omgang et modsætningsfyldt møde, der omvendt set kan udgøre et mellemrum, som rummer en potentiel relationel forbindelse. Det kan ske når: ’Vi kan bidrage med noget, som andre efterspørger’ eller når ’vi har et behov, som andre kan bidrage til at indfri.’ Det vil sige, at når markederne er velfungerende, så organiserer de det modsætningsfyldte som en meningsfuld udveksling af varer og tjenester – billedlig talt så kan det være som en kold hånd, der finder en handske.

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas introducerede en distinktion mellem systemverden og livsverden. En af hans centrale pointer var, at systemer organiseres ud fra en kapitalistisk formålsrationalitet (udbud/efterspørgsel), hvorimod livsverdenen repræsenterer menneskets behov for væren. I livsverdenen rummer noget en værdi i sig selv (det ubetingede), hvorimod systemet organiserer sig omkring et formål (det betingede).

Hans analyse og forvarsel gik i retning af, at vi i det moderne samfund har ladet livsverden blive koloniseret af systemer. Livet er blevet til et betinget overlevelsesprojekt, hvor alt er til forhandling og intet synes ukrænkeligt. Det er en kritik, som i de senere år på forskellig vis er blevet gentaget igen og igen (Brinckmann, Willig mfl.). Den primære bekymring går på, at vi ikke længere tænker ubetinget, men lader systemerne overtage vores personlige følelsesliv og dermed den enkeltes evne til at tænke og træffe klare beslutninger.

Den menneskelige kløft

Filosofisk tænkning og strategiudvikling kan umiddelbart lyde som hinandens fjender, der skal stå ansigt til ansigt med deres forskelligheder. På den ene side af kløften har vi filosofisk tænkning som værende en undersøgelsesproces, der alene foregår i kraft af tankernes tilblivelse. Det er en praksisform, hvor tankerne bliver til uden omsvøb og uden en forudgående analyse, eller for så vidt med en logisk anstrengthed.

På den anden side af kløften har vi strategiudvikling, som ofte synes at være udlagt som noget ganske andet. Strategiudvikling følger en bestemt analytisk tilgang, hvor vi udvikler en refleksionsramme der skal udgøre organisationers metabeslutninger. Strategier tænkes som noget der skal give retning, mening og styrke koncentrationen af ens indsatser og typisk med afsæt i historien. Vi er her i systemverden.

Så hvordan kan filosofisk tænkning blande kort med strategiudvikling? Og hvorfor er det overhovedet relevant i lyset af system- og livsverdensdiskussionen?

Filosofisk tænkning handler som udgangspunkt om at etablere en zone af frihed i bevidstheden. Den filosofiske tænkning – når den er bedst – kan være en længerevarende tankeproces, hvor vi i vores bevidsthed indlader os på at søge erkendelsernes opståen. Det kan opleves som en tanke, der tænker sig selv frem; noget gror ud af sig selv. Vi står blot fadder til en tankerække, der på usmittet vis danner et rum af bevidsthed.

Vi kan ikke forklare hvor tankerne kommer fra. De opstår bare ud af det blå og leder os frem til den indsigt, som vi måtte have brug for. Filosofisk tænkning lærer os således at behandle det, der opstår af sig selv med agtværdighed og med en dybereliggende respekt for det ukrænkelige. Filosofi er dermed et ydre anliggende, som vi tager form af. Tankerne reflekterer og skaber rum.

Strategiudvikling er blevet til indhegning af målsætninger

Strategiudvikling har længe været en integreret del af de fleste merkantile uddannelsesforløb. Strategi er blevet en administrativ praksis, der enten skal håndteres ud fra en fastlagt model, metode eller en positivt givet indsigt. Den gængse udbredelse af strategiudvikling handler lidt forsimplet sagt om at opstille en række målsætninger og i forlængelse heraf definere nogle indsatsområder som skal sikre, at vi når disse målsætninger.

Målsætninger er på den måde en stringent tænkning omkring verdens sammenhængskraft og samtidig et forsøg på at operationalisere det ønskværdige. Der ligger således implicit en rationalitet, der får bevidstheden til at navigere i et allerede oplyst landsskab. Det er ikke ensbetydende med, at det er forkert at arbejde ud fra målsætninger – det er bare ikke præcist nok. Der kan ske overraskelser, pludselige forandringer eller tilfældige begivenheder.

Ikke desto mindre er det indlysende en praksisform, som har vundet udbredelse og som formentlig passer bedst ind i forhold til at gennemføre organisatoriske udviklingsprocesser, der kan defineres og evalueres. Men det er i sidste instans toplederen, der sidder på pinebænken hvis klokkeværket ikke spiller den rette symfoni. Målsætninger kan med andre ord blive organisationens blinde plet, fordi arbejdet med målsætninger får organisationen til at ignorere afvigelser.

Den åbne fødekæde

Når vi arbejder med strategiudvikling ud fra målsætninger, så bliver det et lukket kredsløb og udvikling kan komme til at handle om at forbedre noget allerede givet. Når vi i stedet kobler filosofisk tænkning og strategiudvikling sammen, bliver det en åben fødekæde frem for et lukket kredsløb. Den åbne fødekæde er billedet på frugtbare idéer og en integrerende tænkning, hvor det ene vokser ud af det andet. Det er den kvalitative forskydning, som muliggør en skabende tilgang, hvor det er erkendelserne, som leder systemet og ikke omvendt. Vi generobrer væren og livsverdenen. Strategiudvikling handler i et filosofisk spor således om at gentage forskellen og lade sig lede af tankernes tilblivelse.

Det vil sige, at når vi lader filosofisk tænkning blive motoren i strategiudvikling, så har vi muligheden for at overskride det vi ved og dermed styrke modet til at træde ind i en fremtid vi endnu ikke kender, men som vores tankeprocesser tilgængeliggør. Den filosofiske tænkning er altså dét, som kan vende distinktionen om, så det er livsverdenen der føder ind i systemverdenen.

Strategiudvikling er med årene vokset sammen med systemtænkningen. Det er blevet til taktik, spil eller operationelle fremskrivninger, men når vi integrerer filosofisk tænkning i strategiudvikling, så lader vi det ubetingede (erkendelserne) gå forud for det betingede og dermed har vi muligheden for at oplyse dét vi skal forberede os på. Det er altså ikke en værdiladet diskussion om for eller imod. Det er klogt at integrere filosofisk tænkning i strategiudviklingen, eftersom den uvildige tanke lader rummet blive formgivet af det kommende.

Dr. Mult. Morten Paustian
Associeret partner i Copenhagen Coaching Center

No Comments

Post A Comment