CCCELF

Coaching som hjælp til selvdannelseSENDSENDPRINTPRINT

Af Reinhard Stelter, Professor, ph.d., underviser ved Copenhagen Coaching Center

Novicer inden for coaching ser ud til at være meget optaget af anvendelse af forskellige spørgeteknikker, som helt bestemt har en specifik betydning og virkning i forhold til at kunne støtte fokuspersonen - den coachede - i sin lærings- og udviklingsproces. Men denne artikel retter opmærksomheden et andet sted hen: Spørgeteknikker er nemlig bare en forudsætning for fremgangen i coachingprocessen, men uden et større perspektiv har coaching ingen grundorientering. Formålet med coaching kan defineres som igangsætning og facilitering af fokuspersonens selvdannelse. Hvor kommer begrebet selvdannelse fra, og hvilken orientering tager coaching, der bygger på denne forståelse af selvdannelse?

Dannelse og tysk filosofi
Dannelse er oprindeligt et begreb, som er forankret i 1800-tallets tyske filosofi og pædagogik. Den bygger på en opfattelse, hvor opdragelse er mere end bare optagelse af viden og tilegnelse af specifikke færdigheder. Dannelse sætter opdragelse og menneskelig udvikling i et større samfundsmæssigt perspektiv. Det drejer sig om udvikling af det hele menneske.

Mangfoldighed af livssituationer
I den nutidige situation, hvor en almengyldig vidensfundament eller -kanon mister sin brugsværdi, men hvor viden derimod udvikler sig i specifikke arbejds- og praksissituation, afløses det klassiske dannelsesideal af et nyt. Dannelse bliver til et stærkt individualiseret projekt: På den ene side er den enkelte permanent ansporet til at udforme sit liv og identitet på basis af egen overbevisning. Selvbestemmelse, selvudvikling og selviscenesættelse kan anses for at være centrale begreber til en beskrivelse af denne orientering. På den anden side er den stigende globalisering, introduktion af nye teknologier, mangfoldighed af livssituationer, videnseksplosion og de mange forandringer på arbejdsmarkedet grundlag for helt nye samfundsmæssige og personlige udfordringer. Den enkelte tvinges til at afbalancere sit ønske om stabilitet, tryghed og social forankring med en omstillingsparathed af hidtil ukendt omfang. Krav om nyorientering og videreudvikling opleves som absolutte nødvendigheder, og det er her selvdannelse kommer ind i billede. Selvdannelse kan defineres som en proces af kontinuerlig selvudvikling, som omfatter stort set alle livs- og arbejdssituationer. Selvdannelse omfatter både den personlige, sociale og faglige udvikling.

Hjælp til selvhjælp
I dette ændrede verdensbillede ser jeg coachingens centrale formål. De gamle læremestre mister deres autoritet. I stort set alle livssituationer savner vi en grundorientering og rettesnor, som ingen reelt kan tilbyde. Til tider føler vi os rodløse, og i stigende omfang oplever vi - hver på sin egen måde - at være tvunget til at finde en passende "løsning" på udfordringer, ingen tør give os råd om. I denne situation kan coaching være en fødselshjælp til svar, som man kun selv kan finde. Coaching kan dermed blive en hjælp til selvhjælp, en støtte til ens egen selvdannelsesproces.

Basis for nye fortællinger
Når coachen skal være støtteperson i fokuspersonens selvdannelse, så stilles der særlig krav til coachen: Coachen skal forstå og leve sig ind i fokuspersonens livssituation og hjælpe fokuspersonen (og sig selv) med at forstå forskellige perspektiver og indfaldsvinkler til den situation som er udgangspunkt i den specifikke coachingseance. En livs- eller arbejdssituation opleves af den enkelte, men skabes i markant grad af de relationer og den kontekst, fokuspersonen indgår i. Derfor bygger selvdannelsen på den enkeltes evne til at iscenesætte sig på en ny måde i forhold til nogle bestemte sociale relationer og i udvalgte livs- og arbejdssammenhænge. I en vellykket coachingproces drejer det sig om at skabe basis for nye fortællinger om situationer, som fokuspersonen oprindeligt har oplevet som fastlåste, udfordrende eller vanskelige. Endvidere kan en coachingsamtale være med til at give fokuspersonen muligheder for at udvikle nye praksisformer og handlingsalternativer i forhold til disse situationer.

Coaching er dermed en samtaleform, der bygger på fordybelse i fokuspersonens egne udfordringer, hvor fokuspersonen får støtte til nye og hidtil ukendte refleksioner og synsvinkler på bestemte udfordringer i sit liv. Og netop her begynder selvdannelsen at tage form: Gennem coaching kan fokuspersonen blive klogere på sig selv og dermed udvikle sig videre, både personligt, socialt og fagligt.

 

Nyhedsbrev

Kontakt mig

Tilmeld dig uddannelsen

Den Offentlige Lederuddannelse - DOL

Den offentlige lederuddannelse

Vi er blevet certificeret til at udbyde en vifte af offentlige lederuddannelser.

Læs mere her