Coaching og diskursetik - Refleksion over en ideel coachingsamtaleSENDPRINT

Af Kim Gørtz, filosof og erhvervsforsker

Coachingsamtalen er en kompleks størrelse med mange faldgruber. I denne artikel reflekteres der over den ideelle samtale. Med afsæt i bl.a. Habermas og Foucault sættes der fokus på coachingsituationen og relationen mellem coachen og fokuspersonen.

Hvis man folder én tekst om en anden
så der opstår en mangfoldighed ...
vil det medføre en ekstra dimension
i forhold til de involverede tekster.
Det er her i foldningens ekstra dimension
enheden fortsætter sit åndelige og mentale arbejde.
Deleuze & Guattari

Coaching har i en nu efterhånden længere periode været genstand for megen beundring og agtpågivenhed. Samtidig er coaching blevet det man vel må kalde for en branche, profession eller en industri, hvor der er mange penge på spil. Endvidere er det et fænomen som er i vækst - hvad det så end vil sige. Under alle omstændigheder er der flere og flere virksomheder som bruger coaching og hyrer coaches eller endda ligefrem uddanner deres egne. Samtidig spirer uddannelser op som varetager behovet for at kunne fremskaffe coaches, hvor der er brug for det.
Men coaching har heller ikke længere kun noget med sport eller erhvervsliv at gøre. Man kan hyre sin helt egen coach i forhold til sit mere personlige liv.

Nærværende indslag tilsigter at reflektere over et diskursbegreb, coaching, der opfattes som en kommunikationsform, hvor deltagerne fremfører argumenter for deres påstande eller for rigtigheden af de normer de hævder, bør følges. Dvs. at så snart det personlige involveres, hvilket i højeste grad er tilfældet i coaching (også selv når det forklædes indenfor erhvervslivets domæne), så rejser spørgsmålet sig om, hvordan jeg eller vi bør indrette mit/vores liv, så det bliver til et godt liv for mig eller for os; altså den etiske diskurs.

Når man opsøger, anvender eller bruger en coach er det som oftest forårsaget af, at man har brug for hjælp, står i et dilemma; skal træffe en vigtig beslutning; finde fokus eller formål med sit arbejde, sit liv, etc. Diskussioner har længe hersket om hvorvidt coaching nu blot er endnu en ny form for terapi og på hvilke måder coaching hænger sammen med og adskiller sig fra de mange psykologiske behandlingsteknikker, der har set lyset de sidste 100 år. Denne strid om domæne går denne refleksion ikke nærmere ind i. Men indslaget fastholder alligevel udgangspunktet for en coachrelation, nemlig brugen for klarhed; søgen efter hjælp; ønsket om støtte til at blive afklaret.

Dernæst gælder det i dette indslag om at fokusere på selve den situation eller relation, hvori coaching finder sted. I selvsamme bevægelse er det klart og dermed nødvendigt at tilstå at både 'situation' og 'relation' også er særdeles diffuse begreber, hvorved vi højst kan fremhæve nogle kendetegn og karakteristika som grundlag for den kommende refleksion, der involverer et diskursetisk perspektiv. Sigtet med dette indslag er nemlig at vurdere hvordan og hvorvidt det er muligt at integrere en formalpragmatisk funderet diskursforståelse samt tilhørende begreb om etik. Det vil sige i hvilken udstrækning et diskursbegreb som vi finder det hos Habermas kan udfoldes omkring et fænomen eller en praksis som coaching, så snart og så længe 'diskurs' af Habermas betragtes som en problematiserende diskussion af gyldighedskrav.

Teknisk set udgøres coaching af en lang række forskellige og i bedste fald velplacerede spørgsmål. Empatisk set gælder coaching om at skabe det rette tillidsfulde rum og klargøre den psykologiske kontrakt mellem coach og fokusperson - oven i købet af og til i selve processen, hvis og såfremt der indtræffer uklarheder. I den forstand er den tekniske side af coaching på sin vis ikke særligt rustet til at udfolde den ideale samtalesituation, dvs. den samtale hvori der forekommer gensidige rationelle og fornuftsbaserede meningsudvekslinger, først og fremmest fordi coachen ikke skal give sine meninger til kende. Hvis vedkommende alligevel gør det, er vi pludselig i en problematisk situation, fordi coaching ikke er noget debatforum og heller ikke skal være det - først og fremmest ifølge coachbranchen selv.

Endvidere synes coaching heller ikke nødvendigvis at tilstræbe en rationel diskurs, fordi fornemmelser, intuitioner samt ekstremt subjektive oplevelser ofte er de udslagsgivende faktorer, som driver processen fremad. Coachen kan nemlig intervenere ved regelmæssigt at sammenfatte fokuspersonens egendialog via formuleringer som fx: "Det jeg hører du siger er, at..." Og derpå spørge: "Er det rigtigt?" Her rejser problematikken sig som følge af mødet mellem to mennesker, hvoraf den ene (fokuspersonen) er i kaos, uklarhed, under pres som følge af det ubehagelige dilemma vedkommende befinder sig i, etc. Tit kan man forvente at vedkommende blot vil have fred og derfor gå med på coachens fornemmelser, intuitioner, subjektive oplevelser og hørelse. Her berører vi noget etisk og samtidig noget helt centralt i forhold til "den ideale samtalesituationen" og diskursetikken generelt.

Hele coach-bevægelsen siges at handle om at udvikle mennesket; at udfolde potentialer og kompetencer og endvidere er bevægelsen fremadrettet samt handlingsorienteret. Det er de kendetegn som nævnes - hvilket jo umiddelbart lyder som en god gang positiv erhvervsretorik. Men coach-branchen er også godt selv klar over flere vanskeligheder i selve kernen af deres profession, nemlig spørgsmålet om relationen mellem magt og etik. Man kan for at anslå det problematiske; at netop den moralske diskurs nødvendigvis må være gældende og fremherskende i en coachproces, fordi denne proces tilstræber en spørgende bevægelse i retning af en formålsorientering, hvor dette hvordan jeg bør handle, hvis alle skal være indforstået med, at dette er den rette handling eller den rette måde at handle på, ikke kan udelades. Der kan med andre ord ikke skabes et vakuum; en konstrueret isolation som i værste fald ville være en illusion som følge af det faktum, at alle hver især altid allerede er skabt og præget samt skaber og præger relationer. Det bliver derfor klart at spørgsmålet om tilstrækkelig uddannelse, og teknisk og/eller empatisk kapacitet er tæt knyttet til spørgsmålet om muligheden for at skabe og bevare et såkaldt magtfrit rum - hvilket er idealet i en coachrelation, dvs. i forholdet mellem coachen og fokuspersonen (også somme tider kaldet klienten eller coachee). Dernæst flugter hele spørgsmålet og problematikken omkring det etiske aspekt i coachrelationer samtidig hele den variation af "postmoderne" filosoffers indvending overfor diskursetikken, nemlig at den ser bort fra de fundamentale magtforhold mellem mennesker.

Vi har hermed tvunget både coachrelationen og diskursetikken over i en position hvor de begge fremstår urealistiske, så snart og sålænge de overser - eller undgår at indse - at der altid vil være nogle deltagere i diskursen, som vil være de underlegne (som regel fokuspersonen), fordi magten nu engang ikke er ligelig fordelt. Fordi det nu bare er sådan i denne verden tvinges nogle af de berørte parter (det kan dog enten være coachen eller fokuspersonen) til at acceptere følger og bivirkninger af normopfyldelsen, som egentlig går deres egne interesser imod.

Men hvilke interesser har coachen? I bedste fald at fokuspersonen finder sin helt egen beslutning og handlingskoordinering. Hvilke interesser har fokuspersonen? At få klarhed over hvordan vedkommende opnår sin målsætning (og samtidig oftest også at få fokus på, hvad vedkommendes målsætning egentlig er). I den forstand synes der ikke som udgangspunkt at være nogen interessekonflikt. Problematikken drejer sig mere om, hvordan processen udfolder sig, dvs. på hvilken måde relationen mellem magt og diskursen præger hinanden gensidigt. Som følge af dette faktum kan man højst håbe på at tvangen i selve coachprocessen reduceres mest muligt. Det kan den tilsigte

gennem at tematisere en 2. ordens evaluerings- og feedback-teknik. Hvilket som oftest også er tilfældet i praksis, hvilket samtidig accelererer konsensusdannelsen. Således synes en god coachsituation at svare meget godt til Habermas' opfattelse af "den ideale samtalesituation". Man kan yderligere understøtte dette synspunkt ved at henvise til følgende konstatering og definition: "Kommunikative kalder jeg de interaktioner, hvor deltagere koordinerer deres handlingsplaner i forståelse med hinanden; her måles den til enhver tid opnåede enighed med intersubjektiv anerkendelse af gyldighedskrav."

Det ser nu ud til at en coachproces både kan siges at være kommunikativ og svarende til de diskursetiske fordringer så snart og så længe samtalen udfolder og bevarer en empatisk og tillidsvækkende indforståelse og samtidig på det mere rationelle niveau formår at koordinere divergerende meninger i retning af konsensusdannelse. Et sådant tilfælde kan dog ikke være gældende ifølge det grundlæggende coach-princip, der handler om distance og adskillelse mellem coach og fokusperson. Coachen skal nemlig ikke blive enig med fokuspersonen og vice versa. Det er en væsentlig pointe i denne refleksion!

En anden pointe vi afslutningsvis vil tilstræbe at slå fast udspringer fra selve handlingskoordinationen som i kraft af coach-relationens grundlæggende asymmetri, via spørgsmålets form nærmest tvinger en aktivitet frem i processen, som styrer fokuspersonens mulighedsfelter. Denne form for diskursive udfoldelse fungerer ikke bare i magtsammenhænge, dvs. den er ikke bare et redskab, men den er selv en magt. Fra dette perspektiv skal diskursen forstås som en praksis, der påtvinges tingene - i dette tilfælde fokuspersonen. Her er vi igen tilbage til den tidligere angivne indvending både hvad angår

Habermas manglende sans for realisme i sin diskursetik og coachrelationens mulig illusoriske princip om at (kunne) tilvejebringe et magtfrit rum.

Når Foucault i sin tiltrædelsesforelæsning i 1970 betoner at spørgsmålet om diskursernes eksistensmulighed er et spørgsmål om magt handler det helt specifikt om at fremhæve talens magt og evne til at konstituere genstandsområder, som man kan fremsætte udsagn om. Magten betragter han som et netværk af relationer i konstant spænding og aktivitet; noget der udfolder sig i kæder fra uendelige rækker af punkter i spil af ulige og mobile relationer. Kort sagt som en række viljer uden ansigter. Med den ekstra pointe at magten, ifølge Foucault, kun kan finde sted i situationer, hvor den ene part ikke fuldstændig har overtaget over den anden. Den eneste udvej ud af spørgsmålet omkring magtens tilstedeværelse i samtalen, dialogen eller coachpraktikkens diskursive anordning må derfor

bestå i at fastholde den mulighed, at "den sande coaching" handler om at frigøre ny tænkning og dermed betragte en side af magten analog til den form for positivitet som samtidig indvarsler diskursernes produktive dimension. Denne åbning og dette perspektiv er samtidig langt fra diskursetikkens fokusering på gyldighedskrav, m.m. Men alternativet til denne åbning er opkomsten af en diskursiv idealisme og dens tendens til at lukke sig om sig selv - og derved udelukke analyser af samspillet mellem diskurser, magt og praktikker.