Fortællingens funktion i coachingSENDPRINT

En af de sidste nye skud, indenfor den hastigt voksende coach-industri, er narrativ coaching.

Erhvervsforsker Kim Gørtz fortæller om brugen af fortællinger i coaching.
Narrativ coaching giver umiddelbart god mening som følge af, at coaching i hvert fald også handler om fortællinger. Et narrativ er en fortælling og menneskesynet i megen narrativ teori tager afsæt i den overbevisning at mennesker skaber deres identitet og selvforståelse gennem de fortællinger eller narrativer som de formulerer om sig selv og verden, m.m. Det er derfor nærliggende at koble den narrative teori på coaching både hvad angår som forklaringsgrundlag og som decideret metode i selve coach-samtalen. De fleste er nemlig enige om, at en coach-samtale primært kan udlægges som en fortælling, hvor fokuspersonen udfolder en fortælling om sig selv via de spørgsmål, som bliver stillet. Via dette narrative perspektiv på coaching handler det således om for coachen at understøtte og udfordre fokuspersonen til at gå på opdagelse i sine egne fortællinger om sig selv og forståelse af verden. Det virker herved oplagt at coaching i virkeligheden er kendetegnet ved en narrativ aktivitet.

Som følge af at det knopskud er i fuld gang med at udfolde sig må vi imidlertid se noget nærmere på sagen. I dette indlæg har jeg valgt at inddrage den franske filosof og fortolkningsteoretiker Paul Ricoeur og derved nærmere se på hvad der egentlig skal forstås ved et narrativt grundlag. Ricoeur konstaterer meget tidligt, at når vi taler om fortællinger og forstår menneskers personlige identitet som narrativ identitet må vi også forholde os til selve forløbet i fortællingen, hvilket sætter fokus på den tid, som udfolder sig i og via fortællingen. Det medfører bl.a. to interessante formuleringer; først og fremmest at fortællingen lever af erindringens rum og dernæst at vi må betragte fortællingens vision og fremtid som en poetisering af tiden. Med et narrativt perspektiv på samtalen bliver vi derfor hurtigt stillet i forholdet mellem vores hukommelse og vores forestilling som den spænding der aktualiserer selve det øjeblik, hvor vi fortæller om os selv, vores situation, dilemma, udfordring, m.m. i coaching-processen.

På baggrund af dette forhold betoner Ricoeur betydningen af hukommelsen som værende selve eksistensgrundlaget og fastslår funktionen af "den vanskelige tilgivelse" i sin fortælling om sin fortid. Som han siger er et levende menneske ikke endelig dømt til at være reduceret til eller låst fast i være det, det har gjort, men at der altid kan være en ny begyndelse for den, der endnu lever. I den forstand bliver det primære ærinde i en fremadrettet samtale eskatologisk, dvs. levende i håbet om tilgivelsen i retning mod de yderste tilstande. Herved er vi ved den anden ende af tidsaksen i fortællingen, hvis metode grundlæggende er poetisk. Når vi fremdriver samtalen tilsigter vi nemlig at skabe en mulig kommende tilstand, hvilket åbner op for det Ricoeur betegner som "den trefoldige mimesis". Via coach-samtalen indpasses en uordnet række af begivenheder i en ordnet fortælling. Men ikke nok med, at vi i coach-samtalen bevidner en sådan poetisk efterligning af vores liv og situation; der produceres også en forstående erfaring, som har den funktion at rive handlingssammenhængens enhed løs fra efterligningen af fokuspersonens handlingsliv. Der skabes med andre ord et narrativt grundlag som fremefter bliver den kontekst, hvorfra fokuspersonen kan udvikle sin videre fortælling og hvorfra coachen kan vende tilbage.

Når dette narrative plateau er etableret i coach-seancen; når scenen af sat og plottet herved tilkendegivet, forlader fortællingen, ifølge Ricoeur, mythos - eller med et noget mere akademisk ord; konfigurationen - og bevæger sig ind i refigurationen - også omtalt som karthasis-fasen. I den narrative fremtid åbnes der dermed op for en imaginær verden, som fokuspersonen (til dels sammen med coachen) kan indtage og bebo. Herved kan en coach-samtale betragtes som en kunst i at komponere gode historier - og som Aristoteles bekendtgør i sin Poetik; denne kunst er grundlæggende et spørgsmål om at efterligne menneskelig praksis. Med denne poetiske fiktion i coach-processen, som har karakter af at være rensende og uddrivende, bevidner vi med andre ord en aktivitet som må betegnes som heterogen syntese, fordi en poesi, der lukker sig om sig selv, aldrig vil kunne skabe sammenhæng i menneskers liv. I bedste fald indtræder fokuspersonen i sin egen narrative konstruktion og mulige fremtidige tilstand for så vidt vedkommende formår at tage ejerskab og ansvar for sin egen renselse. Herved har fortællingen skabt et nyt rum, hvorfra fokuspersonen kan handle ud fra. Vi har med andre ord nok en gang bevidnet en ny forståelse komme til verden...