SEND
PRINT1300 coaches var samlet til international coach- konference i St. Louis i starten af november.
Af filosof og erhvervsPHD Kim Gørtz
Skal jeg betegne en fællesnævner og betydningsbærende komponent for den årlige Internationale Coach konference arrangeret af International Coach Federation (ICF) må det være elskværdighed. 1300 coaches var samlet til konferencen i St. Louis, USA.
Der var venlighed, hjælpsomhed og imødekommenhed, når jeg begav mig rundt i feltet, op og ned i det gigantiske konferencecenter, ind i de inspirerende sessions og omkring de mange, mange stande i "The Exhibit Hall". Her mødte jeg kun mennesker, hvis øjne, ansigter og henvendelser igen og igen gav mig oplevelsen af, at jeg fortjener at blive elsket.
Hvis dette er essensen af coaching og grundlæggende udgør påvirkningen og indflydelsen fra en god coach, må jeg sige at jeg bringer elskværdige minder fra den by, som jeg i tolden i New Yorks lufthavn var blevet forvarslet er Amerikas farligste sted at være.
Elskværdigheden bryder og opløser alle rammer, hvilket på glimrende vis kan gribes gennem følgende sentens; jeg kan godt tælle kernerne i et æble, men jeg kan aldrig tælle æblerne i en kerne. Her møder jeg ikke blot elskværdigheden frugtbarhedsevne, men samtidig essensen af overskriften på konferencen; Quantum Thinking on the Human Potential.
Budskabet fra en så omfattende og mangfoldig international begivenhed, som den der traf St. Louis i begyndelsen af november må derfor være, at det handler om at lære, hvordan det springende punkt i min egen væren lader sig gøre via opdyrkelsen af en fundamental elskværdighed. Jeg skal lære at praktisere den dobbelte omvending det er at aktualisere livets fulde mening gennem at få potentialer til at gro under hvis skygge det ikke skal forventes, at jeg selv bliver siddende. Jeg må hele tiden opdage, hvad der er på den anden side af overgivelsen og derved følge de stier, hvor der er mindst modstand; lytte således at mennesker kan fortælle de historier som behøves at blive fortalt og samtidig blive truffet af den mest alvorlige tærskel i enhver fortælling, nemlig den der fremkalder den største angst i og dybeste tiltrækning til verden, som jeg kender den.
I dette budskab ligger også at så snart og så længe jeg selv mister magten over mine egne fortællinger, mister jeg samtidig tanken og må derved sande - som Shakespeare siger det - at jeg bliver levet af de historier, som jeg fortæller mig selv. I en vis forstand er alt der kræves for at være en god coach, at være stille nok og bruge alt det der viser sig lige foran en selv. Coachens ypperligste funktion er at elske fokuspersonen, fordi vedkommende fortjener det. I den forstand burde vi nok alle derfor snarere være fokuspersoner. Fortjener vi nemlig ikke alle at blive elsket?
