At lede uden sikkerhedsnetSENDPRINT

Vi må vove vores impregnerede selvfølelse for at blive virkelige ledere og coaches, skriver professor fra CBS og partner i CCC Ole Fogh Kirkeby i denne filosofiske tekst om protreptik og forholdet mellem leder og medarbejder.

Vi opererer i skabelsen af en fælles bevidsthed mellem ledere og medarbejdere, og mellem den coachede og coachen, med begrebet "eventual". Det betyder, at begivenheden er alt. Det handler om at sætte sin egen personlige og professionelle identitet i parentes i enhver afgørende situation, og af to årsager: for sagens skyld, og for interrelationens

"Sagen" kan sagtens være et begreb, der refererer til smalle, begrænsede, kodificerede og strategiske ideer og værdier. Men den kan også udtrykke fornemmelsen for "noget større". Dette større kan naturligvis være et kanoniseret fællesskab, om det er nationen, ideologien, eller organisationen. Men i vores kontekst handler det ikke om et legitimerende buzz word, men om at gøre den enkeltes forhold til det helt basale værdifællesskab mellem mennesker konkret. Dette kræver en tilsidesættelse af den strategisk dannede identitet, af den performanceorienterede selviscenesættelse eller "selvskabelse".

Det "selv" der trænger frem gennem eventualerne er et selv, der søger sig selv gennem mødet med den anden. Det er et selv, der udtrykker en dyb spænding i selve selvforholdet, en spænding, der svinger som en hængebro over en afgrund. Eller snarere er det evnen til at turde gå ad en line spændt over afgrunden af magt og strategisk funktionalitet. Selvet må turde krydse den farefulde afgrund mod den anden side, der ligger i mørke, for det er her sagens vej mod lyset, de frodige haver, og bakkerne åbner sig. For selvet bliver først til gennem den dristige balanceakt, og sagen venter altid på den anden i det mørke, der skjuler den.

Vi må turde gå mod den anden side. Det er her den Anden befinder sig, og det, vi har med til hende, er det selv, der er blevet til gennem vovestykket.
At finde den anden er det egentlige vovestykke, fordi den, der virkelig vil møde den anden, må tage en helt anden, og mere fundamental risiko, end vi er vant til. Han må miste sin selvsikkerhed, sin selvberoenhed, sin producerede, sociale identitet på vejen. I modsat fald mister han balancen.

At søge den anden handler om evnen og viljen til at kaste ikke blot ballasten, men den dyrebare last i dybet. Vi kalder det også, at "vise sig værdig til begivenheden". For denne værdighed kræver det offer, at tilintetgøre sine projektioner, ja, selv sin mest avancerede forståelsesevne, og blive den, som den anden kalder til sig, fra den anden side. Den er en kompromisløs, dyr og refleksiv erhvervet naivitet.
Interaktivitet er modet, til at gå mod stemmen på den anden side, over afgrunden, mod den stemme, der altid er den enkeltes stemme, og den eneste italesættelse som en sag nogensinde kan få. Vi må vove vores impregnerede selvfølelse, og vores manglende evne til ikke blot at lytte, men til at tro på den andens stemme, for at blive virkelige ledere og coaches.

Og sådan er "sagen" jo altid blevet opfattet, i øvrigt, som den kalden, vi kaldte "et kald".
Vi taler også om "at bevare begivenhedens hemmelighed", men hvad er denne bevarelseshandling andet, end at turde vente med at se ansigtet på den, der kalder?
Og vi taler om evnen og viljen "til at gøre verden rede til begivenheden", og hvad er det andet end at turde melde vores ankomst, dens ankomst som har gået linen til ende?

Eventualerne handler om at turde sætte et selvforhold på spil, for den andens skyld, som vi aldrig ved, om vi vil få igen.
I den forstand er lederen artist, frygtløs til det dødsforagtende, omsorgsfuld til det absurde, og tillidsfuld til det komiske. For hvem ved, hvem, der kalder, og hvem kender det ansigt, som denne stemme tilhører?
Vi er udenfor cirkussets sikkerhedsnet, udenfor magiens og taskenspillerkunstens rækkevidde. Vi må sætte livet på spil. Det er prisen for ledelse, og for al andet guddommeligt artisteri.

Af Ole Fogh Kirkeby