2500 ledere i Nordea er i gang med at lære at coache. "Coaching skaber bevægelse og i forretningsverdenens sprog betyder bevægelse bedre resultater", fortæller underdirektør i Nordeas ledelsesudviklingsafdeling Dennis Rasmussen i dette interview, der sætter fokus på coaching og værdier & coaching og strategi.
Af Jens Larsen
"Vi har gjort coaching til en del af vores overordnede strategi, fordi det skaber bevægelse. I forretningsverdenens sprog betyder bevægelse bedre resultater, så det er baggrunden. Vi vil gerne udvikle os som virksomhed, og en måde at gøre det på er, at medarbejderne udvikler sig", fortæller Dennis Rasmussen. Han er underdirektør i ledelsesudviklingsafdelingen i Nordeas hovedsæde, der ligger på Christianshavn over for Den Sorte Diamant og Børsen.
I de sidste 3 - 4 år har han været den væsentlige drivkraft i et ambitiøst coachinginitiativ, som er knyttet til bankens overordnede strategi. Indtil nu har 1000-1200 ledere deltaget i coachingtræning på basisniveau og 1500 mere skal igennem. Ledere på alle niveauer skal lære at coache.
Værdier og ny lederkompetence
Hvorfor er coaching blevet en del af Nordeas strategi?
"Fordi vi i forlængelse af Nordeas nye værdier har fået en række udsagn fra ledere, der mener, at coaching kan være med til at skabe en ny kultur. Med afsæt i vores værdier har vi fornyet vores ledelseskompetencer, og coaching er stadig en af kompetencerne", siger Dennis Rasmussen
"One Nordea team" er Nordeas første værdi. Den betyder bedre samarbejde på tværs af afdelinger og et opgør med silotænkningen, men værdien er også et forsøg på at undgå at kunder render spidsrod mellem forskellige personer i banken.
Den anden værdi er "It´s all about people". "Fra meget fokus på profit og salg til, at vi satser en rem af pelsen og sætter mennesket i centrum, både internt og eksternt", siger Dennis Rasmussen.
Nordeas sidste og tredje værdi er "Great customer experiences" altså gode kundeoplevelser. "Dette understreger naturligvis, at Nordeas kunder skal have en bedre oplevelse og værditilvækst hos os end hos vores konkurrenter".
Coaching er medskaber af nye værdier
Kim Gørtz, der som erhvervsforsker i 2 år har fulgt coachingprojektet i Nordea, mener også at Nordeas tre værdier er realiseringen af coachinginitiativet.
"Med afsæt i min egen forskning kan jeg godt skrive under på, at coaching er med til at styrke fx værdien "it´s all about people", altså relationerne mellem mennesker: medarbejder/medarbejder, leder/medarbejder og teamspirit i afdelingen. Coaching har sat mere fokus på de medmenneskelige relationer. Så det er en sløjfe, hvor coaching både skaber grobund for værdier, men også er med til at implementere dem", fortæller han.
Coaching skaber nye kompetencer
"Vi bruger primært coaching i en kompetencekontekst. Coaching for mig handler om at give mennesker en oplevelse af kompetence: en ny tanke, erkendelse eller handling", siger Dennis Rasmussen. Han fortæller, at coaching skal bruges så meget som muligt, og at man i banken målrettet prøver at indarbejde en struktur, hvor lederen en gang om måneden har en coachingsamtale med sine medarbejdere. Ambitionen er at skabe flow og motivation blandt medarbejderne.
"Coaching skal bruges, når det er muligt. Fx kan du i mange situationer spørge ind til, hvornår noget fungerer og opleves som positivt. Det er jo et typisk coachende greb, der kan være en del af en coachende lederstil", siger han.
Kim Gørtz supplerer: "Coaching kan både bruges i planlagte coachingsessioner, som teamcoaching, i medarbejdersamtaler, som forberedelse til møder og i samtalen over kopimaskinen. Det der kaldes "the coachable moment" er idéen om at stille det rigtige spørgsmål, på det rigtige tidspunkt og ikke komme med løsninger".
Spar på mails og slides
"Vi kommer fra en kultur, hvor rigtig megen kommunikation baserer sig på mails og slides, det vil sige en livløs kommunikation. Coaching er baseret på liv, så coaching er også med til at ændre os fra en instruktionsbaseret bank, som skaber en kultur, der ikke er særlig sund og som ikke er tilpasset vores værdier. Der skal langt mere liv ind i kommunikationen og der er coaching en fantastisk platform", siger Dennis Rasmussen.
Nordeas egen coachuddannelse
Nordea har selv skabt coachuddannelsen med inspiration fra eksterne eksperter. Nordeas egne undervisere på uddannelserne har været på eksterne coachingkurser for at få mere viden på området.
"Fordelen ved at træningen er intern er, at viden bliver i organisationen. Det er vigtigt fordi, der er meget som ledere og medarbejdere skal lære at tale om i form af en mere udfoldet og ærlig dialog", siger Dennis Rasmussen. Han mener, at medarbejdere på alle niveauer alt for ofte tier om problemer og udfordringer, eller at de går til kolleger i stedet for lederen med problemer, hvilket skaber historier og rygter.
"Jeg mener, at idéen med hierarkiet mellem medarbejdere og ledere bl.a. er at medarbejdere på alle niveauer skal bruge deres ledere bedre. Coaching fremskynder dialogen mellem leder og medarbejder. At bruge coaching er en del af at være en velfungerende organisation".

