CCCELF

Lammer, druetrækker og kav – nye værktøjer og indre styrke til proceskonsulentenSENDSENDPRINTPRINT

"At stå ved sig selv som menneske og proceskonsulent er afgørende, hvis du skal blive en god konsulent, ellers risikerer du at blive blæst omkuld", siger HR-konsulent i Københavns Kommune Hanne Robenhagen. Hun underviser sammen med andre garvede konsulenter på CCC´s nye uddannelse for proceskonsulenter. Læs interviewet med underviserne og proceskonsulenten fra Cowi.

Af Jens Larsen

"Noget af det jeg vægter som konsulent, og som jeg vil arbejde med på uddannelsen, er, at deltagerne skal finde deres eget ståsted, så de ikke blæser som strå i vinden, hvis de oplever modstand fra den medarbejdergruppe, de arbejder med", siger underviser og HR-konsulent Hanne Robenhagen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Hun har mange års erfaring som intern konsulent.

"Som proceskonsulent skal du lære at navigere i det magtrum, som du er med til at accelerere, når du arbejder med mennesker, og det kræver, at du har styr på dine værdier", siger hun.

Undervisere som rollemodeller
"I udviklingen af proceskonsulent uddannelsen har vi forsøgt at samle en række undervisere med personlighed og kant, som kan fungere som rollemodeller for deltagerne, samtidig med at de repræsenterer forskellige perspektiver på arbejdet med processer", fortæller Vibeke Pakkenberg fra Copenhagen Coaching Center. Hun er kursusleder på uddannelsen og har været leder i Danfoss, Deloitte og A.P. Møller. Hun har selv stor erfaring med at køre processer i organisationer.

"Underviserne er også valgt ud fra, at de både har erfaring med interne og eksterne opgaver bl.a. retoriker og erhvervsforsker Tobias Dam Hede fra CBS, der i en årrække som selvstændig konsulent har løst opgaver for kommuner, forbund og store danske private virksomheder", siger hun.

Vibeke Pakkenberg fortæller, at underviserne er specialiseret i hver deres metode bl.a. systemisk, psykodynamisk og filosofisk, men at de i kraft af deres erfaring har foldet sig ud og kan navigere i forskellige metoder og perspektiver alt afhængig af de udfordringer, de stilles over for.

Virkeligheden forandrer sig hele tiden
Pia Dreyer, som er konsulent i Cowi mener, at det er vigtigt hele tiden at udvikle sig i konsulentrollen. Indtil nu har hun arbejdet ud fra et systemisk og relationelt perspektiv, når hun arbejder med processer i virksomheder. "Det systemiske perspektiv er jeg meget inspireret af, men virkeligheden er ofte ikke, som man regner med. Ind imellem står jeg over for udfordringer, hvor jeg tror det ville gøre mig endnu bedre, hvis jeg havde nogle flere værktøjer og perspektiver at trække på. Erhvervslivet kræver, at du er fleksibel og dine værktøjer skal fungere i praksis", siger hun. Pia Dreyer er Cand. Mag. i psykologi og kommunikation og har arbejdet i Arbejdstilsynet inden hun kom til Cowi.
I modsætning til eksempelvis en systemisk proceskonsulent-uddannelse, så er uddannelsen kendetegnet ved at inddrage flere perspektiver. Ud over en systemisk tilgang er der en psykologisk, filosofisk og narrativ tilgang, samt en stor værktøjskasse. Konsulenten kan derfor designe eller omstrukturere sit forløb alt afhængig af målgruppen.

Opbygge relationer og skabe værdi
"For mig er det vigtigt med processer. Det er ofte gennem dem, at jeg ser virksomheden gro. I modsætning til rådgivning er det en mere langsigtet strategi, hvor det er lettere at implementere nye tiltag eller forandringer", siger Pia Dreyer.
Hun mener, at den gode proceskonsulent skal kunne opbygge relationer til de rigtige mennesker i virksomhederne og evne at skabe værdi ud af processerne.

"Jeg får eks. en opgave, hvor en virksomhed skal fusionere. Vi skal facilitere processen. Det er ikke nok at rådgive i den situation. Det er bl.a. tryghed, der er på spil her. Nogle mennesker bliver flyttet og det skaber modstand og usikkerhed. Derfor er det vigtigt at kunne forstå, hvordan mennesker positionerer sig på forskellige måder", siger Pia Dreyer.

Filosofi som hjernevridning
I dag ansætter flere og flere større virksomheder filosoffer bl.a. Danske Bank. Målet er at ruske op i den måde organisationer tænker og handler på. "Filosofien kan være med til at udfordre virksomheder og give dem nye måde at gå til opgaver på", fortæller Tobias Dam Hede som underviser på uddannelsen. Han er Cand. Mag. i retorik og i en årrække arbejdede han som selvstændig konsulent. I dag er han erhvervsforsker ved Dansk Sygeplejeråd og CBS. På proceskonsulentuddannelsen underviser han i, hvordan filosofi kan bruges i processer og lederudvikling. "Eksempelvis kan det være en kommune, hvor måden at arbejde på er blevet for indforstået. Der kan konsulenten via filosofien forsøge at få et indblik i medarbejdernes og lederens virkelighed og udfordre dem gennem filosofiske dialoger og spørgsmål. Det kan sætte gang i innovationen og energien, fordi filosofien kan udfordre langt mere radikalt og overraskende end andre tilgange," siger han.

Tobias Dam Hede taler helst ikke om værktøjer i forbindelse med filosofien. "Hvis man endelig skal sige noget, så bliver du selv et værktøj i din fremtoning og den måde du udfordrer på."

Kombinationen af personlighed og værktøjer er Vibeke Pakkenbergs mål med uddannelsen. "Jeg tror, at den gode proceskonsulent er den, der både har personlig gennemslagskraft og som behersker en række effektive værktøjer", siger hun.

Konsulenten som underholdningschef og sjælesørger
Hanne Robenhagen fra København Kommune arbejder med narrativer og metaforer, når hun kører processer: "Styrken ved at arbejde med narrativer eller fortællinger er, at man kan få sine udfordringer og overvejelser ud i strakt arm og kigge mere objektivt på dem og undersøge dem. Handlings- og bevidsthedslandskaber er blandt de begreber man arbejder med. Målet er bl.a. at hæve sig op over disse landskaber og se det system og magtspil, man er en del af."

Hanne Robenhagen ser proceskonsulenten som en der har mange roller: "Du er en steppeulv. Det kan være meget ensomt, men du er også en sjælesørger. Ja, jeg er endda blevet kaldt underholdningschef, fordi medarbejderne så mig som den der ruskede op i dem og organisationen. Og det er vigtigt at blive bevidst om sin rolle."

 

Nyhedsbrev

Kontakt mig

Tilmeld dig uddannelsen

Den Offentlige Lederuddannelse - DOL

Den offentlige lederuddannelse

Vi er blevet certificeret til at udbyde en vifte af offentlige lederuddannelser.

Læs mere her