"Safri Duos måde at udvikle og markedsføre på gav millionomsætning til pladeselskabet," fortæller Uffe Savery fra Safri Duo. Han er en af oplægsholderne på konferencen "Skabelsens Etos" den 23. oktober, hvor kunstnere, filosoffer og erhvervsfolk sætter hinanden stævne.
"Et af vores allerstørste hits "Planet Live" var aldrig blevet til noget, hvis vi ikke havde holdt fast i vores kunstneriske intuition og alternative måde at markedsføre nummeret på," fortæller Uffe Savery, som er den ene del af duoen Safri Duo. "Pladeselskabet mente ikke at man kunne sælge instrumental musik til et ungt publikum og ville have os til sætte sang på, men det havde vi ikke lyst til, da vi mente nummeret var færdigstøbt," siger Uffe Savery. Han mener, at det bl.a. er kunstnernes evne til at være udholdende og være tro mod deres projekter, som andre kan lade sig inspirere af.
Et samarbejde mellem Mandagmorgen og Copenhagen Coaching Center
Uffe Savery medvirker på konferencen "Skabelsens Etos" den 23. oktober, som er en dag, hvor kunstnere, filosoffer og erhvervsfolk sætter hinanden stævne. Blandt deltagerne er udover Safri Duo bl.a. Gerd von Bülow, som er et verdensnavn på cello, professor Peter Prozan, filosof Martin Fuglsang og tidligere økonomimister Marianne Jelved.
Mette Mejlhede som er en af initiativtagerne til konferencen siger: "At tænke erhvervsliv og kunst sammen er ikke nyt, men ind til nu har kunsten været underordnet erhvervslivet ved at erhvervslivet har spurgt: "Hvad kan vi bruge kunsten til?" Med konferencen vil vi forsøge at sidestille erhvervslivet, kunsten og filosofien og undersøge, hvordan de kan påvirke hinanden, når der er symmetri imellem dem," siger Mette Mejlhede, direktør i Copenhagen Coaching Center.
Nummer 1 på BBC´s hitliste
"I stedet for at acceptere selskabet svar fik vi idéen til at prøve at lave en form for undergrundsmarkedsføring. Vi sendte cd´er til udvalgte dj´s på Ibiza og der gik ikke længe før en af de mest kendte dj´s spillede nummeret," siger Uffe Savery. Derefter gik det slag i slag og den kom på BBC´s play liste og blev efter en afstemning nummer 1.
Rock´n roll leadership
"Nummeret som selskabet ikke havde troet på endte med at omsætte for 100 millioner," siger Uffe Savery og fortsætter: "Idéer er som små spirer, der nemt kan trædes ned og bliver det. Derfor handler det i høj grad om at skabe rum og plads for idéer, så de kan vokse sig stærke og det er ofte kompleks."
Han ser potentiale for virksomheder i den måde som mange bands ledes på. "Ofte er de jo demokratiske ledet og det giver dem en fleksibilitet, som er ret unik," siger han.
Spændt ud mellem markedet og integritet
Men for Uffe Savery handler det ikke kun om, at erhvervslivet kan lade sig inspirere af kunstneren. Det handler også om, at kunstneren kan lade sig inspirere af erhvervslivet: "Hvis du vil slå igennem med din kunst skal du lære at balancere i spændingsfeltet mellem din egen integritet og markedet." Som eksempel nævner han den verdensberømte danske installationskunstner Olafur Eliasson, som på sit værksted i Berlin har 40 medarbejdere ansat til at føre sine projekter ud i livet. "Han er indbegrebet af en kunstner, der balancerer mellem forretning og kunst," slutter Uffe Savery.

